Watz v. Schornfelsen

Watz v. Schornfelsen var en hund, der især fremhævede sig ved sin stærke, rene overlinien med den høje manke og nogle lange, flydende bevægelser. Det viste han første gang i 1990, hvor han stillede i Unghundeklassen i Frankfurt på det tyske hovedavlsskue og blev placeret som sg 5. Her gik han i en stærk klasse, hvor de første 10 var hunde af høj kvalitet og mange fik betydning fremover. Vi var på udkik efter en hund, der kunne forbedre bevægelse til Tranehøjs Pasha, som var en hund med god type, men som manglede effektivitet i bagaktionen. Der var 2 hunde i klassen, som fremhævede sig på deres bevægelse nemlig Jello v.d. Wienerau og Watz v. Schornfelsen. Jello var blødersuspekt og blev derfor sorteret fra og valget faldt på Watz.

Watz var efter den dobbelte sieger Fanto v. Hirschel en stor og flot hund, som også havde en særlig styrke i sin flotte overlinie og høje manke. Moderen Pola v. Schornfelsen havde været unghundevinder og var en iøjnefaldende god traver.

Han blev derefter stillet 3 gange i brugshundeklassen. Første gang blev han V5, de to næste gange var han rykket ind i VA og blev henholdsvis VA 9 og VA 5.

Sidste gang i Dortmund i 1993 skrev Herman Martin om ham:” Middelstor, middelkraftig, meget tør og fast han med særdeles gode bygningsforhold. Høj manke, fast ryg og langt let afskydende kryds. Overarmen har god længde men bør ligge lidt mere skråt. Bagparten er særdeles godt vinklet. Harmoniske brystforhold, korrekt front. Træder lige og viser jordvindende bevægelse med kraftfuldt fraskub og frit fremgreb.

Den nu femårige hans fordele ligger som før den rigtige middelstørrelse og de særdeles gode bygningsforhold, tørheden, fastheden og den i alle forhold udtalte sluttethed. Hertil kommer den aldersmæssige udvikling og den hermed forbundne udvikling og modning. For 2. gang stilles en afkomsgruppe som kan overbevise både i antal (17) og kvalitet. Tilsyneladende som følge af avlsanbefalinger om først og fremmest at tilføre ham pigmentrige tæver, viser gruppen, at pigmentet i forhold til faderen er tydeligt forbedret.”

Kuldet i kennel Nørreheden bestod kun af tre hvalpe. 1 langhåret tæve samt Bob og Bella. Bob var en hund af meget smuk type, men havde arvet moderens bundne bagaktion. Han besad en udtalt stærk byttedrift. Han havde altid noget i munden og holdt fast med stor styrke. Egenskaber han havde arvet fra moderen. Den udtalte fasthed, den høje manke og smukke overlinie var en faderarv. Dertil var han som sin søster Bella meget smukt pigmenteret og en meget udstrålingsstærk og charmerende han. Bella besad de samme ydre og indre egenskaber som Bob, men havde arvet sin faders flotte bevægelser. Den udtalte livlighed og stærke byttedrift var også karakteristisk for hende og noget, hun gav videre til sin datter Nørrehedens Furka.