Kanto v. Königssträssle

Kanto så jeg første gang i 1981 på det tyske hovedavlsskue i Mannheim. Sammen med min gode ven Ove Jensen sad jeg fredag eftermiddag på en tyndt besat tribune og så mod og kampdrift. Her kom Kanto og lavede et iøjnefaldende temperamentsfuldt arbejde. Vi var enige om, at ham ville vi se nøjere på. Dengang var det hele mindre og foregik mere afslappet. Når en hund havde lavet forsvarsarbejde gik ejeren bagefter over på den store bane til standbedømmelse. Vi skyndte os over til den store bane og nåede her at se Kanto i ringen. Her levede han fuldt op til forventningerne. Han var en pelsrig, strakt han med en smuk overlinie, der ikke mindst faldt i øjnene ved sine meget lange og flydende bevægelser. Ham var vi begge enige om at ville bruge. En beslutning der ikke blev svækket af hans placering om søndagen, hvor han blev VA 5.

Kantos far Canto v. Arminius var en højtplaceret hund, der stillede mange højtplacerede afkomsgrupper. Hans far igen Canto v.d. Wienerau var en af datidens mest berømte og succesrige avlshanner. Han led af blødersygdommen og døde som ung efter kun et par år i avlen. Blødersygdommen er kønsbunden, hvilket betyder, at hans sønner ikke kunne arve den, men halvdelen af hans døtre var bærere af anlægget. I C – kuldet v. Arminius var der meget temperament, noget der også gjaldt for Kanto og en del af hans afkom.

I kennel Nørreheden fik vi Nørrehedens Chiba. En meget substansfuld, lidt lyst pigmenteret, pelsrig tæve. Hun var foruden gode vikler og bygningsanlæg i øvrigt karakteriseret ved meget lange, flydende og effektive bevægelser. Hun var ofte udstillet også med en del vinderplaceringer og sjældent lavere placeret end nummer 3. Hun sluttede sin karriere med en Avlsklasseplacering. Dertil var hun en temperamentsfuld hund med gode arbejdsegenskaber.