Bevægelse

Bevægelse
 

Schæferhunden er en traver. Det er en af de første kendsgerninger, man støder på, når man begynder at sætte sig ind i racen. Det er hyrdehundens traven rundt om fåreflokken, der er baggrunden for netop denne måde at bevæge sig på. Det er mange timers jævnt trav, det drejer sig om og sjældent et hurtigt sprint. Det kræver en letflydende bevægelse uden kraftspild, hvor hunden kommer langt med forholdsvis få bevægelser. De gamle kynologer talte om at dække meget jord. Dette har betinget de bygningsforhold, vi kender med den langstrakte krop og de velvinklede lemmer.

Ved bedømmelse af schæferhundes eksteriør har vægtningen af bevægelsen som følge af disse krav altid haft en fremtrædende placering. Det er også en detalje, der indgår i bedømmelsen af andre racer, men ingen steder har bevægelsen så stor betydning som hos schæferhunden. Det har medført den særlige form for fremføring, vi ser på schæferhundeklubbers skuer, og som nybegyndere og folk fra andre racer betragter med vekslende følelser lige fra forbavselse til forfærdelse (lad mig skynde mig at redde mit barn og min gamle mor, inden de bliver løbet over ende). Det kan være ganske krævende, at føre hund frem på denne måde, ligesom det kan være mindst lige så krævende, at være den, der kalder på hunden, men det skiller fårene fra bukkene, og vi er mange, der elsker at se hundene vise sig i en travmønstring, der også stiller krav til udholdenhed og energi, og som viser hundene i deres fulde harmoni og effektivitet.

Gamle iagttagere ved skuer kan selvfølgelig huske gode oplevelser, men ofte kan noget slås særligt fast, hvis det foreviges på film. Således husker jeg en film fra BSZS for efterhånden mange år siden, hvor Helmut Reichel fra Reivision i sin reportage havde en sekvens med unghundevinder Pola v. Schornfelsen og lod kameraet følge hunden i en rum tid. Bevægelsen blev vist i slow motion og båret af en særlig inciterende musik. Her viste hun netop den enestående harmoni og ”ihinandengribende” bevægelse, der er kendetegnet for schæferhundens trav, når det er bedst.

Hvordan er den så ud denne bevægelse, der er så afgørende? Hvad er det, der kendetegner den, og hvad er en god bevægelse? Ja set i forhold til hundens stamfader ulven, der også er en traver og ligeledes særdeles udholdende, så er den bevægelse, vi efterstræber, et kunstprodukt. Ulven har slet ikke schæferhundens ædle, harmoniske bygning, og heller ikke dens langstrakte bevægelser, selv om dens lette trit absolut er effektivt. Men sådan er det jo med raceavl, vi udvikler og forædler til stadighed, men i jagten på det fuldkomne lurer også en fare for overdrivelser. Det kommer jeg tilbage til lidt senere.

Vi har altså forædlet ulvens lette, jordvindende trav til en langstrakt, kraftfuld og flydende bevægelse. Der er tre dele af hunden, der er afgørende for bevægelsen. Det er bagparten, ryggen og forparten. Bagparten er motoren, der skaber bevægelsen. Derfor ønskes en kraftig bagpart med passende lange knogledele i det rette forhold til hinanden og en bred, godt bemusklet kølle, der kan give styrke og dynamik i den bevægelse, der nu fortsætter gennem ryggen. Ryggen skal være af passende længde. En for kort hund kan være tilbøjelig til at slå over i galop, når der skal traves hurtigt, og det kan i nogle tilfælde knibe med harmonien mellem forpart og bagpart. En vis kropslængde giver den bedste harmoni i bevægelsen. Her må man huske på schæferhundens idealmål hvor forholdet højde til længde er 9:10, og længden af midterstykket udgør ca. 45 %. Er ryggen for lang fortaber kraften fra bagparten sig. Hvælver den går den tabt opad.

​

Bevægelsen føres nu fra bagparten videre gennem ryggen til forparten. Man kunne måske få den tanke, at hvis bagparten var tilstrækkelig effektiv, så var den det afgørende for bevægelsen, og at forparten havde mindre at betyde. Det er ikke helt så enkelt. Slow motion optagelser viser, at forparten har sin vigtige andel i bevægelsen. Når hunden ved bagaktionen skyder fremad, og bevægelsen forplanter sig gennem den lige ryg frem til den høje manke, opfanges og videreføres den i forparten, der griber fremad, og jo længere forbenene griber frem, jo mere jord dækker hunden, og jo færre skridt behøver den at bruge. Der bliver altså mindre kraftspild, hvilket øger udholdenheden. Vi har netop i denne forbindelse udtrykket fremadgribende bevægelse.

Forlemmerne består af underarm, overarm og skulderblad. Det vigtige for bevægelsen er overarmens længde og vinkling i forhold til skulderbladet. En almindelig fejl er en kort og for stejl overarm. Det giver ikke mulighed for det rette frie fremgreb. Den ideelle vinkel mellem skulderblad og overarm angives til 90° en vinkel, som i virkeligheden sjældent ses. Har hunden en kort stejl overarm, bliver fremgrebet utilstrækkeligt. Er overarmen lang men stejl kan skulderbladet være lidt kortere, og med den rette hældning, kan hunden alligevel have en langtrækkende bevægelse.

Erich Orschler deltog tilbage i 1981 i en diskussion i SV om forparten, og her skrev han blandt andet:” Det er vigtigt, at hunden har en tilpas høj manke, dvs at rygsøjlens første torntappe rager ca. 1 cm over op over skulderbladets kant. Kun i det tilfælde kan der udvikles tilstrækkeligt kraftige muskler til at holde sammen på forparten. Ved en flad manke kan man i bevægelse iagttage, at skulderbladet trykkes opad.” Orschler citerer derefter v. Stephanitz, der blandt andet understreger værdien af at overarm og skulderblad er lige lange. Dette i forbindelse med den rette vinkling giver to indlysende fordele. For det første tillader denne vinkling en stor åbning giver altså en stor skridtvidde, for det andet fører den lange og skråt lejrede overarm albuen og underarmen videre bagud langs kroppen. Derfor kan der hos sådanne hunde, når de ses fra siden, ses et godt stykke af forbrystet. På grund af den større tillægsflade til kroppen bliver der plads til flere muskler. Det giver en bedre forhåndsfasthed.

Er overarmen kort og stejl, så mangler albuetilslutningen, og det giver ikke tilstrækkelig skridtvidde. Hvis hunden dertil har et smalt bryst, vil den trykke albuerne ind for dog at få nogen fasthed. Det medfører udaddrejede poter.

Også hunde med en relativ lang men stejl anlagt overarm mangler albuetilslutning. Hos sådanne hunde er skulderbladet for det meste kortere og mere skråt lejret, og derved bliver overarmen mere stejl. Disse hunde kan godt have en god skridtvidde men mangler albuetilslutning, og de går ikke korrekt set forfra, men træder ofte snævert. Forbrystet vil også være mindre synligt.

 

Teori og praksis passer ikke altid sammen, og der gives hunde, som i kraft af deres type, udstråling, temperament og også dygtig træning, overvinder deres mangler, og dermed kan de være årsag til, at der stilles spørgsmål til værdien af de anatomiske regler. Men, det er undtagelser, som gennem kraft, kondition, og måske gode hjælpere udenfor ringen dækker over deres med sikkerhed ringere bygning.

Orschler afrunder dette med at nævne, at den helt rigtige, harmoniske og velafbalancerede bevægelse har kun den rigtigt byggede hund.
 

Som det ses af ovenstående, er en kort, stejl overarm ikke et nyt fænomen i avlen. Det er gammelkendt, og vi trækkes stadig med fejlen. Derimod er det sjældent at møde en hund med en overvinklet forpart. Dybe vinkler kan give en blød og fjedrende bevægelse, men hunden kan have en tilbøjelighed til at falde på forhånden og i øvrigt være mindre udholdende.

Er den overvinklede forpart en sjældenhed, kan det samme ikke siges at være tilfældet med bagparten. Også her er der tale om en fejl, der har været kendt tidligt i racen, men dengang langt mindre udtalt end i dag. Jeg erindrer, hvordan dr. Rummel advarede mod Jupp v.d. Haller Farms bagpartsvinkling og rådede avlerne til at være opmærksomme på denne detalje, når de tilførte ham tæver. I nutidens hundemateriale fylder Jupp ikke særlig meget, men der var andre, der førte samme skavank og heraf nogle, som fik særlig stor betydning, blandt andet gennem Quando v. Arminius, og med tiden er skavanken blevet mere og mere udbredt i racen. Sådan er det jo med raceavlen: Er der noget, der falder i opdrætternes og dommernes smag, så prioriteres det, også selv om vi i nogle tilfælde nærmer os grænserne eller endog går ud over dem. Og de udtalte vinkler er iøjnefaldende. Set fra siden giver den dybt vinklede og godt bemusklede bagpart en meget flot, langstrakt og flydende bevægelse. Skavankerne falder først i øjnene, når man iagttager bevægelsen bagfra. Så ser man i nogle tilfælde en svag og vaklende baghånd.
 

Problemet er accelereret de seneste år, og vi har nu en del hunde med ekstremt vinklede bagparter. Er hunden rigtig proportioneret og med god vinkling i forparten, kan det give en særdeles smuk og flydende, effektiv bevægelse set fra siden. Det er et billede, det kan være svært at stå for, og sådanne hunde er da også blevet prioriteret af dommere både her til lands og i andre lande. Følgen er, at fejlen har fået lov til at brede sig. Jeg lægger her et stort ansvar på dommerne, men det er i realiteten sådan, at det dommerne vægter, det er det avlerne udvælger efter, så dommerne er dem, der sidder med det store ansvar for racens udvikling. Man kunne derfor ønske, at et punkt på fremtidens dommermøder måtte være: Vær opmærksom på overdrivelser, tilstræb det normale. 

Tilbage til bagpartens vinkling kan man sige, at en overvinklet bagpart ikke giver den faste, sikre og udholdende bevægelse, der er kendetegnet for racen. I tilfælde med udtalt overvinkling kan det give en usikker og vaklende gang, i mindre udtalte tilfælde kan det berøre udholdenheden.

Ligesom nævnt i forbindelse med den stejle forpart, findes der også her hunde, der har vilje og fremdrift til at gå, og derved blænder tilskueren med en dynamisk og langtrækkende bevægelse, og mange gange løber de sig til en sejr, trods deres uheldige bygningsanlæg. Jeg mindes en speciel hund, der var så overvinklet, at den gik helt nede på haserne, men den ville fremad og viste så langtrækkende og dynamisk bagaktion sammen med en flot overlinie, at den trods den udtalte fejl i baghånden og en ikke ideel forpart alligevel ofte vandt over hunde med normale bygningsanlæg og med gode men mindre flotte bevægelser. Når jeg ser sådan noget, må jeg mindes den nu afdøde tyske dommer Bertold Wienekes nøgterne konstatering, da han engang dømte et skue i Aalborg og udtalte: ” En hund må ikke kunne løbe sig fra sine Fejl!”

Det er en meget væsentlig udtalelse. Vi kan alle lade os rive med, når vi ser noget iøjnefaldende flot, men det er vigtigt at bevare den nøgterne vurdering og huske på, at en schæferhund er en hund uden overdrivelser.

Den ideelle bevægelse hos den tyske schæferhund er et langstrakt, flydende, jordvindende trav med det mindst mulige kraftspild. Det er en bevægelse, hvor de forskellige bygningsdele, bagpart, ryg og forpart arbejder sammen på den rigtige måde. Tyskerne taler om en ineinandergreifende bevægelse, englænderne bruger udtrykket balanced. Vi har ikke et enkelt ord, der dækker her men må bruge flere for at beskrive den skønhed og harmoni, der ses i det rigtige trav, der med Orschlers ord kun ses hos den korrekt byggede hund.

                                                                                                             ABR