Arko v.d. Springer Au

Første gang jeg så Arko v.d. Springer Au var på det tyske hovedavlsskue i Duisburg i 1987. Her så jeg ham lave et særdeles flot mod og kampdriftarbejde. Bagefter skyndte jeg mig at løbe ud bag ved for at se hunden tæt på. Det lykkedes at fange ham, jeg fik taget et billede og fik samtidig et indtryk af en hund med et sundt og afbalanceret væsen. Noget der faktisk også lyser ud af billedet.

Det var 2. gang, han stillede i brugshundeklassen. Denne gang med placeringen V 39. Året før fik han V 36. Ved sidste fremstilling skrev Herman Martin om ham:” Middelstor, middelkraftig meget typefuld, tør og fast han med høj manke, god ryglinie, vellejret lidt kort kryds. Overarmen kunne ønskes mere skråtliggende, bagparten er særdeles velvinklet, gode brystforhold, normal front, meget jordvindende, kraftfulde bevægelser. Sidste års kritik af en lidt hvælvet lænd kan ikke mere fastslås.”

Altså et billede af en hund af god kvalitet men med enkelte småskavanker. En hund som kunne klare sig i den gode ende, men i stærk konkurrence, ville han ikke være at finde helt i toppen. Til gengæld en hund, der væsensmæssigt og arbejdsmæssigt var langt over gennemsnittet. Dette var dog ikke nok til at gøre ham til en efterspurgt avlshund, og det var vel også grunden til, at det lykkedes at få ham til Danmark på dækstation, men forinden stillede ejeren ham de næste 2 år til udtagelseskonkurrencer, hvor han klarede sig godt. Den bedste placering var som nummer 17. Det var i 1989 i Haltern, hvor han fik 96,87,97 i alt 280.

Året efter stod han i Danmark, hvor han blev udstillet på hovedavlsskuet i 1990 og blev AVKL 2. Dommeren Eyvind Rasmussen skrev om ham:” Fortrinligt opbygget, stor, kraft- og substansfuld han af fortrinlig type med en herlig udstråling. Udtalt godt kønspræg, godt, kraftigt hoved, fortrinlig overlinie, særdeles velvinklet for og bag. Rummelige brystforhold. En lille tendens til eftergivende håndrod. Bevægelsen er kraftfuld, langtrækkende og effektiv.”

Han blev heller ikke i Danmark den mest efterspurgte avlshund på trods af hans gode type, sunde væsen og også til dels alternative afstamning. Det er jo ofte sådan, at det i højavlen er eksteriøre fortjenester og den afstamning, der for tiden er in, der tæller mest.

Arko var en hund med en meget charmerende fremtoning. Smuk, fyldig pels og godt pigment, som han dog ikke nedarvede ubetinget. Han var en af de smukt pigmenterede hunde, der ikke i særlig høj grad gav sin gode farve videre. Når dette er tilfældet skal man lidt ned i stamtavlen for at finde en forklaring. Hos Arko hedder den Nick v.d. Wienerau. Det er Arkos farfar, og han er netop en sådan hund selv godt pigmenteret men en spreder på området.

Arko er indavlet 4 – 3 på Jonny v.d. Rheinhalle en Mutz v.d. Pelztierfarmsøn, som i sin tid var en betydelig avlshund. Desuden er han indavlet 4 -4 på Dick v. Adeloga en Quanto v.d. Wienerausøn og selv en meget betydelig avlshund. Endelig førte han også Canto v.d. Wienerau. Altså en hund, der førte de fremherskende blodlinier med mange gode nedarvere i slægten.
Han nåede ikke at særlig mange parringer. Han døde ung af en mavedrejning.

I kennel Nørreheden blev han far til N – kuld. Et kuld med lidt lyse dyr med god psyke. Gode bygningsforhold især hos tæverne. Nille kom til at føre slægten videre.